Bæredygtighed

BÆREDYGTIGHED PÅ VOXHALL

Du tror måske, dit yndlingsband lever af bøffer og bearnaise, men på VoxHall står den altså på Dahl til aftensmad og havremælk til kaffen.

Du har måske også lagt mærke til, at vi ikke har håndklædepapir på toiletterne, så du må tørre hænderne af i bukserne.

Og din øl? Den bliver holdt kold med hjælp fra de solceller, vi har på taget.

Nogle ting på VoxHall er måske anderledes, end du er vant til. Og det er helt med vilje. Nogle gange kommer du måske til at tænke: “Hvorfor gør de det egentlig på den måde?”Det korte svar: Fordi det giver mening for noget, der er større end bare os selv.
Og det lange svar? Det kan du læse her.

GRØN BÆREDYGTIGHED

På VoxHall arbejder vi med bæredygtighed, fordi vi mener, det er en helt naturlig del af at drive et spillested i 2025. Vi er en del af en branche, der larmer, lyser og transporterer. Vi bruger ressourcer, og derfor er det også vores opgave at bruge dem med omtanke.

Det er ikke, fordi vi går rundt og tror, vi er frelste. Og vi har ikke regnet det hele ud. Overhovedet ikke. Men vi forsøger at skære ned, tænke ud af boksen og gøre tingene lidt smartere, end vi gjorde i går. Vi ved godt, vi ikke er perfekte, men vi bestræber os på at gøre det så godt, vi kan.

Vi stiller også krav til dig som gæst eller artist på VoxHall, og vi har truffet en del valg på dine vegne. 

På vores toiletter møder du for eksempel vandfrie pissoir, og du må altså undvære det varme vand og papir til hænderne. Som artist får du ikke en engangsplastflaske med på scenen, som du måske er vant til. Vi giver dig en genbrugelig vandflaske, som du kan fylde i vores vanddispenser.

De valg har vi truffet, fordi vi rykker mest, hvis vi tør handle  – også selvom det ikke altid er det nemmeste eller mest populære.

SOCIAL BÆREDYGTIGHED

Bæredygtighed handler selvfølgelig ikke kun om klima og miljø. Det handler også om mennesker. På VoxHall arbejder vi for at skabe et trygt og åbent sted, hvor alle kan føle sig velkomne uanset hvem de er, hvordan de ser ud, eller hvad de tror på – og uanset om de står på scenen, blandt publikum eller bag baren.

Vi tror på, at et stærkt kulturliv har brug for alle slags hænder og hoveder, og vi forsøger at tage ansvar for det, vi selv kan påvirke. Musikbranchen skal være lige så mangfoldig som virkeligheden, og det sker ikke af sig selv.

Derfor arbejder vi aktivt med at have en balanceret fordeling af køn blandt de kunstnere, vi booker. Vi arbejder også på at give plads til vækstlaget gennem initiativer som PART-scenen, VÆXT og Gauss-forløbet.

Vi har desuden frivillige, der er med til at holde huset i gang, og vi ansætter mennesker med forskellige forudsætninger og behov. Ikke fordi vi skal, men fordi vi mener, det gør os stærkere.

OG HVAD SÅ NU?

Vi er langt fra i mål – og det kommer vi måske heller aldrig. Men vi bliver hele tiden klogere, fordi vi tør stille spørgsmål, undersøge nye initiativer, være kritiske over for os selv og prøve nye veje af. Vi leder efter vores blinde vinkler og tager de erfaringer med, der kommer, når man tør gøre tingene anderledes.

Hvis du vil dykke ned i de konkrete ting, vi allerede gør og læse mere om vores ambitioner for fremtiden, så har vi samlet det hele herunder.

Og ser du noget, vi kunne gøre bedre? Så sig det endelig. Vi er ikke bange for at få kritik – tværtimod. Det er sådan, vi rykker os.

DET GØR VI:

Solceller

Vi har solceller på taget, som hjælper med at reducere vores strømforbrug. Ved at bruge solenergi kan vi aktivt bidrage til at mindske vores klimaaftryk. Hvis du er nysgerrig på, hvor meget energi vores solceller producerer hvert år, kan du finde flere informationer her.

Vegetarisk & Økologi

Vi serverer vegetarisk og økologisk mad til alle artister, der besøger os, da vi ønsker at understøtte både sundere kostvalg og bæredygtigt landbrug. Ved at vælge økologisk mad er vi med til at reducere brugen af pesticider og kunstgødning.

Lufttørre

Vi har skåret håndklædepapiret væk ved toiletterne for at mindske affaldet. Vi ved, at det kan være lidt af en omstilling, men ved at lade hænderne lufttørre, sparer vi både papir og energi.

Recycling

Vi reducerer og sorterer vores affald så meget som muligt – både foran og bag scenen. Det betyder, at vi forsøger at adskille plast, metal og papir fra andet affald for at sikre, at det bliver genanvendt korrekt.

Vaskbare Krus

Vi serverer øl, cocktails og sodavand i vaskbare krus i hård plast frem for engangsplastkrus eller glas, som har det med at gå i stykker.

Lufttørrer

Vi lufttørrer alle vores klude og viskestykker på tøjstativer i stedet for at bruge tørretumbler, hvilket sparer os for en hel del energi.

Vandflasker

Vi tilbyder genbrugelige og genopfyldelige vandflasker til vores artister for at minimere brugen af engangsplastflasker. På den måde er vi med til at reducere plastikforbruget.

Vandfri Urinaler

Vi har skiftet de traditionelle urinaler ud med vandfri urinaler, som sparer os for tusindvis af liter vand hvert år.

LED-pærer

Vi har skiftet al belysning ud med LED-pærer, som bruger betydeligt mindre energi end traditionelle pærer. LED-pærer har også en længere levetid.

Grøn Pensionsordning

Vi har valgt en grøn pensionsordning for vores medarbejdere, fordi vi ønsker at skabe en socialt ansvarlig arbejdsplads, der tænker på både medarbejdernes fremtid og miljøet.

Praktikanter

Vi har praktikanter og medarbejdere i fleksordning og arbejdsprøvning, som vi støtter med inkluderende og fleksible arbejdsforhold.

PART

Vi støtter det musikalske vækstlag gennem blandt andet PART-scenen, hvor vi præsenterer nye musiske talenter og giver dem en legeplads og et udfoldelsesrum at boltre sig på.

Frivillige

Vi dyrker sociale og lystdrevne fællesskaber ved at engagere frivillige i driften af huset. Det giver os mulighed for at skabe et åbent og diverst miljø, hvor der er plads til at lære og udvikle sig – både socialt og professionelt.

Gauss & VÆXT

Ingen koncertarrangører, ingen koncerter. Derfor støtter vi unge i at afvikle og udvikle innovative koncertformater med initiativer som Gauss og VÆXT, hvilket giver både arrangører, artister og publikummer nye og anderledes muligheder.

Køn

Vi bestræber os på at have en lige fordeling af køn blandt de optrædende artister. Vi tror på, at musik skal være mangfoldig og inkluderende, og vi arbejder målrettet for at skabe en scene, hvor alle køn er repræsenteret på lige vilkår.

Vi har både herre-, dame- og unisextoiletter for at imødekomme alle vores gæsters behov og sikre, at alle føler sig velkomne og trygge. Det er vigtigt for os at tilbyde et inkluderende og respektfuldt miljø uanset kønsidentitet.

To Øl

Vi serverer udelukkende øl fra det uafhængige mikrobryggeri To Øl, fordi vi ønsker at støtte mindre aktører med fokus på kvalitet, innovation og ansvarlig produktion og for at fremme et mangfoldigt og bæredygtigt økosystem i drikkevarebranchen.