Heathe & Narcosatánicos
oplevelse
Heathe tager udgangspunkt i dissonans og en endeløs repetition, der fremmaner massive og overvældende støjkollager, hvor desperation, højfrekvent ekstase og aggressive energiudladninger giver genklang i et uendeligt mørke.
Heathe debuterede i foråret 2019 med albummet “On The Tombstones; The Symbols Engraved”, som består af én lang, kompromisløs og altomsluttende komposition. Pladen blev taget vel imod af flere internationale medier. Siden har Heathe omlagt sit grundlæggende DNA – fra en-mands-projekt til en kollektiv kompositorisk proces – og skabt nye veje i sit musikalske univers.
Narcosatánicos’ eklektiske udtryk trækker på alt fra støjrock og protopunk til freejazz og afrobeat, med dyrkelsen af kakofoni, tyngde og intensitet som eneste konstant.
Bandet har siden 2013 etableret sig i både ind- og udland som en unik og overvældende liveoplevelse, og deres to albums er blevet mødt med stor ros af internationale og danske kritikere. Narcosatánicos’ lyd & samspil har gradvist udviklet sig fra primitiv, hamrende repetition til et mere dynamisk eksperimenterende udtryk, som vil kunne høres på det kommende album, der udgives i 2023.
Når du gæster VoxHall vil du møde vores fantastiske frivillige medarbejdere i garderoben, baren, salen, cafeen og andre steder hvor de udfører deres arbejde. De gør alt hvad de kan for at du kan få en helt unik oplevelse. Hvis f.eks. køen i baren, til toilettet eller garderoben ikke går så hurtig som forventet, så håber vi at du vil vise hensyn og huske på at det er frivillige medarbejdere og at de gør deres bedste.
Børn er velkomne til VoxHalls koncerter. Vi anbefaler, at børn under 12 år altid er i følgeskab med en voksen til koncerter. Børn skal medbringe egen koncertbillet. Vi fraråder dog, at børn under 1 år deltager i koncerter på VoxHall og anbefaler, at mindre børn altid udstyres med høreværn.
Din billet er vedhæftet som pdf i din ordrebekræftelse fra Billetten. Vi anbefaler at du medbringer din billet på telefonen og sparer papiret. Vi kan dog scanne din billet både printet og på din smartphone. Vælger du at vise din billet på smartphone må du gerne sørge for, at lysstyrken er skruet op. Bemærk vi kan ikke scanne på en skærm, der er smadret.